Medicinerrevyen

Hvert år samler Medicinerrevyen 70 frivillige ildsjæle; talenter som entusiaster, alle fra lægestudiet i Århus. Vi skriver selv revyen og spiller hvert år for 2200 betalende gæster.

Forestillingen er en klassisk revy. Det vil sige vi arbejder med korte sketches og sange, som fungerer uafhængigt af hinanden. Stykket er i to akter af ca. en times varighed og hver akt indeholder seks sange og fem sketches.

Hovedformålet med de enkelte dele er at underholde publikum.

Vores studie er en broget sammensætning af Danmarks akademiske ungdom, hvilket afspejles i foreningen, såvel som produktet. I foreningen Medicinerrevyen formår vi at favne studerende med forskellige kompetencer og temperamenter, og involverer alle i produktionen. Mangfoldigheden i gruppen giver os mulighed for at skabe et produkt, som kan ramme et ligeså bredt publikum. Processen er til stor gavn for os som studerende, fordi vi i revyen har vi et kollektivt ansvar og et fælles mål. Det kræver samarbejde, tålmodighed og struktur at nå dertil.

De medvirkende bruger mellem 350 og 400 timer i løbet af 2,5 måneder. Produktet er til gavn for publikum, heriblandt vores medstuderende, som samles om noget andet end det faglige. Vi bygger bro på tværs af semestre og er med til at skabe et godt miljø på vores studie.

Historie

Siden 1983 er der blevet opført revy på medicinstudiet i Århus. Genren kan virke traditionel og langsommelig, og kan lede tankerne hen på hjemstavnens årlige dilettant i forsamlingshuset. Vi har valgt at føre revytraditionen videre, og bruger den i dag til på underholdende vis at belyse dagligdagens humoritiske hændelser, politiske spørgsmål og behandle aktuelle emner indenfor medicin-verdenen og uddannelses- og universitetsmiljøet. Revyen fungerer dels som underholdning og dels som musikalsk samlepunkt, eftersom revyen er eneste kreative og musikalske forening på medicinstudiet.

Vores forening har hverken ideologisk, filosofisk, politisk eller religiøs tilknytning. Vores mål er at skabe et godt, professionelt show, med stof til eftertanke, hvor publikum går fra med ønsket om at komme tilbage år efter år. Revyen er et pusterum fra hverdagens til tider alvorlige gøremål på sygehuset og et afbræk fra de lange dage på læsesalen. Revyen skaber sammenhold og kultur, og er med til at skabe mangfoldige, helhjertede læger!