Vedtægter

Vedtægter for Medicinerrevyen ved Aarhus Universitet

  • 1. Navn og hjemsted

Stk. 1. Foreningens navn er Medicinerrevyen.

Stk. 2. Foreningens hjemsted er Aarhus Universitet.

  • 2. Formål

Stk. 1. Foreningens formål er…

  1. a) med et års mellemrum at opføre en revy skrevet og opført af medicinstuderende ved Aarhus Universitet.
  2. b) skabe sociale relationer og aktiviteter på tværs af semestrene for deltagerne.
  3. c) sikre en fortsat videreførelse af revy traditionen herunder hverve nye aktive deltagere.
  4. d) arbejde aktivt på at skabe et godt miljø og sammenhold på Aarhus Universitet Campus, herunder ved rettidigt at invitere studenterrevyer med tilknytning til AU til Medicinerrevyens generalprøve.
  • 3. Medlemskreds

Stk. 1. Som medlemmer optages enhver medicinstuderende, som har lyst og vilje til at arbejde for foreningens formål og som har betalt det af bestyrelsen fastsatte kontingent. Medlemskabet er gældende ét revyår.

Stk. 2. Foreningen består som udgangspunkt af medicinstuderende. Personer, der har færdiggjort bacheloruddannelsen i medicin på Aarhus Universitet, kan inden for 1 år efter færdiggørelse af uddannelsen søge på lige fod med medicinstuderende om medlemsskab, hvis ikke anden SU-berettiget uddannelse er påbegyndt. Bestyrelsen kan dispensere fra kravet om at være medicinstuderende, hvis et medlems optagelse er afgørende for revyens gennemførelse.

Stk. 3. Bestyrelsen kan ved indgangen til hvert revyår sætte en øvre grænse for antallet af medlemmer.

Stk. 4. Bestyrelsen kan afvise eller annullere et medlemskab såfremt det findes i foreningens interesse.

Stk. 5. Personer som har været medlem og deltaget i revyen i 3 år, bliver af foreningen tildelt titlen GR. 

  • 4. Generalforsamlingen

Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af marts måned og indkaldes med mindst 14 dages varsel ved annoncering i for medicinstuderende relevante medier.

Stk. 3. Stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle fremmødte medicinstuderende på Aarhus universitet. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Eventuelle medlemmer, der ikke er medicinstuderende, har ligeledes stemmeret til GF.

Stk. 4. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af referent
  3. Bestyrelsens beretning ved forpersonerne
  4. Regnskabsaflæggelse ved kasserer
  5. Godkendelse af budget
  6. Behandling af indkomne forslag
  7. Valg af forpersoner
  8. Valg af kasserer
  9. Valg af kapelmester
  10. Valg af regiansvarlig
  11. Valg af PR ansvarlig
  12. Valg af producer
  13. Valg af forestillingsleder
  14. Eventuelt

 

Stk. 5. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen jfr. §4, stk. 4, pkt. 5, skal med navns underskrivelse fremsendes til formændene senest 2 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Stk. 6. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal (en over halvdelen af de gyldigt afgivne stemmer) og ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning anvendes dog, når det begæres af blot én mødedeltager. Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages altid skriftlig afstemning.

Stk. 7. Hvis der er en post i bestyrelsen, der ikke kan besættes, varetages posten af bestyrelsens øvrige medlemmer som dog på ethvert tidspunkt kan uddelegere posten til et medlem, som bestyrelsen flerstemmigt finder værdig.

Stk. 8. Der vælges 1 person til bestyrelsesposterne nævnt under paragraf 4 stk. 4, punkt 8-12. Der vælges 2 personer til forpersonssposten. Der kan fraviges fra sidstnævnte, såfremt der stilles færre end 2 kandidater op.

  • 5. Valg af instruktør

Stk. 1. Instruktørposten besættes af én instruktør med eller uden én instruktørassistent eller to ligeværdige instruktører. Bestyrelsen udvælger årets instruktør efter en passende samtale med de pågældende kandidater.

Stk. 2. Når instruktøren er valgt, indgår denne i bestyrelsen på lige fod med de øvrige bestyrelsesmedlemmer.

  • 6. Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når et flertal i bestyrelsen finder det nødvendigt. Stk. 2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er 1 uge.

  • 7. Foreningens daglige ledelse

Stk. 1. Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, der foruden forpersonerne består af kassereren og de medlemmer, der vælges på den årlige generalforsamling. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen for en 1-årig periode.

Stk. 2. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.

Stk. 3. Senest 14 dage efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde. Alle tillidsposter gælder frem til næste generalforsamling.

Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden. Den kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver.

Stk. 5. Forpersonerne – og i dennes fravær instruktøren – indkalder og leder bestyrelsens møder. Indkaldelse sker skriftligt når forpersonerne skønner det nødvendigt, eller mindst tre medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønske om det over for forpersonerne. I sådanne tilfælde afholdes mødet senest 2 uger efter anmodningen er kommet til forpersonernes kundskab.

Stk. 6. Der udarbejdes referat fra bestyrelsesmøderne. Referatopgaven går på omgang i bestyrelsen.

  • 8. Økonomi, regnskab og revision

Stk. 1. Foreningens regnskabsår går fra generalforsamling til generalforsamling.

Stk. 2. Bestyrelsen er ansvarlig over for generalforsamlingen for budget samt regnskab.

Stk. 3. Foreningens regnskab føres af kassereren.

Stk. 4. Et eventuelt overskud kan til ingen tid udbetales til medlemmer af foreningen.

  • 9. Tegningsregler og hæftelse

Stk. 1. Foreningen tegnes af bestyrelsen. Ved optagelse af lån og ved salg/pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse. Af enig bestyrelse kan meddeles prokura.
i): Administrationen af revyens økonomi, herunder konti og kort, sker ved revyens kasserer; som er givet tilladelse hertil af bestyrelsen.

Stk. 2. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.

  • 10. Vedtægtsændringer

Stk. 1. Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal på en generalforsamling.

Stk. 2. Vedtægtsændringerne træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.

  • 11. Opløsning

Stk. 1. Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 2/3 flertal på den ordinære generalforsamling. Stk. 2. Foreningens formue skal i tilfælde af opløsning anvendes i overensstemmelse med de i § 2 fastsatte formål eller til andre almennyttige formål. Beslutning om den konkrete anvendelse af formuen træffes af den opløsende generalforsamling.

  • 12. Datering Således vedtaget på foreningens ekstraordinære generalforsamling mandag d. 1/9 2007

Revideret på ordinær generalforsamling marts 2023