Vær med

Hvad kan jeg bidrage med til revyen? Og hvad kan jeg få ud revyen?
Det er god ide at dukke op til infomødet som altid ligger på en hverdagsaften lige i begyndelsen af efterårssemesteret. For nærmere info skal du oprette dig som medlem eller følge med i nyhedsopdateringerne på forsiden.

ARBEJDSGRUPPERNE
Tekstforfatter:
Forestillingen er en klassisk revy. Det vil sige vi arbejder med korte sketches og sange, som fungerer uafhængigt af hinanden. Stykket er i to akter af ca. en times varighed og hver akt indeholder seks sange og fem sketches.
Vi afholder skriveaftener 2-3 gange om ugen i 4-5 uger i begyndelsen af efterårs-semesteret. Selve skriveprocessen er en fælles process, hvor alle kan være med. Der er rig mulighed for at vise sine rimeevner eller uovertruffen humor frem når vi mødes. Skriveaftenerne afholdes på skift hos de revyister der har god plads. Location annonceres på Facebook og her på hjemmesiden. Opretter du dig som medlem, vil du desuden modtage en email om tid og sted for næstkommende begivenhed.
Skriveaftenerne er uforpligtende, men meget vigtige – uden manuskript, ingen revy. Processen afsluttes på en fælles kreativ weekend, hvorefter der foreligger et færdigt manuskript.
Eftersom skriveprocessen ligger forud for det øvrige arbejde med skuespil, musik, kostumer, sceneteknik osv, er det muligt at kombinere forfatterrollen med en af de andre spændende roller foran eller bag tæppet i Medicinerrevyen. Skriveprocessen er altid hyggelig og en god mulighed for at få indtryk af hvem revyen er.

Skuespillere:
Skuespillerne udvælges på skriveweekenden. Alle skuespillerkandidaterne går til en mindre audition, og instruktører udvælger i samarbejde med bl.a. kapelmesteren hvilke skuespiller der skal være med i årets revy. Rollerne fordeles og så øves der danse, sange og sketches til vi kan dem i søvne. I den måned-lange øveperiode knokler skuespillerne indtil det hele sidder lige i skabet! Skuespilllerne er en sammensat gruppe, hvor hver har sin plads. Det er ikke et krav for at komme på scenen at man kan synge opera eller danse ballet. En stor personlighed med mandsmod (eller kvindsmod) er hvad der skal til!

Musik:
På scenen er der også et band! Dette består af en rytmegruppe på fire til fem personer og en blæser&stryger-gruppe på op mod ti personer. Vi laver for så vidt muligt musikarrangementerne selv. Kapelmesteren sammensætter bandet og får det til at swinge til tæppet løftes til premieren.

Regi – kostumer og rekvisitter:
Bag det hele gemmer regien sig! Der skal sys kostumer og bygges rekvisitter hvert år – og vi laver alting selv! Regien har hvert år brug for hænder der kan lidt af hvert og kreative hoveder der kan udtænke geniale konstruktioner! Det er folk fra regien der sørger for at sceneskiftene under forestillingen fungerer. I bestyrelsen sidder en regiansvarlig, der får lægter, undertråd, overlock og dankort til at hænge sammen.

PR:
I løbet af september nedsættes et PR-udvalg. PR udvalget fungerer i september og oktober indtil premieren. Der skal laves plakater og flyers, sendes mails og invitationer og arrangeres events for at gøre reklame for revyen. Kun fantasien sætter grænser! PR-udvalget har altid brug for geniale og initiativrige folk!

Teknik – lyd og lys:
Medicinerrevyen hyrer professionelle teknikere udefra. De er faktisk de eneste ikke-medicinere der deltager i opsætningen – det er vi stolte af! men men… har du en lys- eller lydmand i maven, er de meget åbne og har til enhver tid brug for en hjælpende hånd! Kameramænd og dygtige fotografer er der også brug for!

Instruktør:
Instruktøren er den kreative leder for revyen. Det er instruktørens fineste opgave at få al den kreativitet der findes blandt de glade revyister til at gå op i en højere enhed. Instruktøren udvikler i samarbejde med skuespillere, musikere og regi revyens endelige udtryk. Der er som regel to instruktører på forestillingen, enten én instruktør og én instruktørassistent, eller to instruktørere. Hvis du kan holde tungen lige i munden og kende forskel på en god og en dårlig vittighed er det måske noget for dig.

Bestyrelse:
Bestyrelsen står bagved og løser alle adminstrative og praktiske opgaver. Er der en hytte til skriveweekend? Er der en skurvogn i Tivoli? Har vi lejet en bil? Har vi øvelokaler? I bestyrelsen er der en repræsentant for hver af de kreative grupper – regi, skuespillere, musik og instruktør – samt de mere organisatoriske – kasserer, PR, IT, fundraising osv. Formanden er ansvarlig for bestyrelsesarbejdet og skal desuden også se til, at samarbejdet mellem de enkelte grupper i foreningen fungerer som det skal. Bestyrelsen arbejder hele året, men de er særligt vågne i efteråret og slår til hvis der opstår uventede problemer i løbet af processen.
Generelt er der en del at se til i den revy! Kom og vær med!
Hvad får du ud af det? Du får kæmpe socialt netværk på dit studie, på tværs af semestre! Du får erfaring med at arbejde med det nærmeste man kan komme professionelt teater!